Ringere forhold for fremtidens studerende
21-årige Thea bor i en lejlighed på Amager og læser i øjeblikket Jura på Københavns universitet. Lejligheden er ejet af hendes forældre, men selvom hun bor i ejerlejlighed, er der stadig mange udgifter, og SU’en er en vigtig indkomst for hende.
Den forrige venstre-regering fremlagde tilbage i august deres 2025-plan. En plan, der bl.a. indeholdt en massiv omlægning af det nuværende SU-system, og med dannelsen af den nye regering, bestående af Venstre, Liberal alliance og Konservative, er dette ønske fortsat et af hovedpunkterne i regeringsgrundlaget.
Thea er blot en af mange SU-modtagere, som vil blive hårdt ramt af en eventuel nedskæring i SU’en.
“Jeg bruger min SU til at betale husleje, samt løbende udgifter som mad, husholdningsartikler, forsikring og andre regninger. Derudover bruger jeg den til skolebøger. Når måneden er gået, er pengene brugt op.”
SU’en er altså en essentiel indkomst for Thea, idet hun har brug for den til at finansiere hendes helt basale udgifter. Den nuværende SU rækker kun lige til, at Thea har nok til hver måned, men ifølge regeringen skal SU’en altså sænkes. Hvis den reformering af SU’en, der er udtrykt i 2025-planen, kommer igennem, vil SU’en for en udeboende falde fra 5.100 kr. til 4.300 kr. Ifølge Thea vil denne reducering på 800 kr. betyde en omlægning af hendes hverdag, der i forvejen ikke emmer af overskud.
“Umiddelbart vil jeg have 800 kr. mindre i SU, hvilket vil medføre, at jeg skulle ændre i mine forbrugsvaner. Jeg vil være nødsaget til at have flere arbejdstimer ved siden af studiet, der i forvejen er fuldtid, hvorfor jeg er overbevist om, at det vil påvirke mit studie og min udvikling negativt.”
Nedskæringen på SU’en vil altså, i Theas tilfælde, betyde en negativ udvikling for hendes studie, fordi hun vil blive nødt til at have flere arbejdstimer ved siden af. Studiet er i forvejen fuldtid og med en tilføjelse af arbejde ved siden af, vil udfordringerne kun blive større.
Rentefrit SU-lån til de studerende
En anden del af regeringens 2025-plan er at tilbyde et rentefrit SU-lån på op til 4.300 kr. til de studerende.
”Umiddelbart tror jeg ikke, at et SU-lån er en skidt ting at indføre. Såfremt du får et job kort efter uddannelsen er færdiggjort, vil sådan et lån hurtigt blive tilbagebetalt. Jeg synes dog ikke det er fristende, at skulle betale af på et SU-lån, idet man konstant vil have en gæld over hovedet.”
Nedskæringen af SU’en kan derfor resultere i problematikker for de unge studerende, da de enten bliver nødt til at nedprioritere deres studie eller optage det rentefrie studielån. For unge på de videregående uddannelser kan flere år med SU-lån resultere i en stor gæld efter færdiggørelse af uddannelsen. De unge kan derfor være tvunget til at skulle bruge flere år på at tilbagebetale disse lån. Det faktum at finde arbejde efter uddannelse er en udfordring i sig selv, hjælper heller ikke, og derfor kan disse SU-lån hænge over de unge i mange år.