Motion, vinter og motivation
Når vinteren kommer føler mange, at det kan være svært at komme ud og få rørt sig. Man har en større tendens til at miste motivationen. Måske synes man, at det er for koldt, der er måske ikke tid til at komme ud inden det bliver mørkt, eller måske er man bare generelt mere træt. Vi har derfor fundet nogle gode måder at få rørt sig på, uden at det kræver for meget motivation, eller hvordan man kan få lidt mere energi i vintermånederne.
De mørke vintertider har gået os i møde, og mange har måske problemer med at finde motivationen til at komme ud og få rørt sig. Vi ved jo godt, at det er nødvendigt at dyrke motion, men når vinteren kommer og dagene bliver kortere, sker der noget i kroppen på os. Henrik Mikkelsen, som er international-coach og til daglig arbejder med motivation, siger: ”Vores krop reagerer på mørket. Den har ikke samme niveau af energi som i sommerperioden.” Han mener derfor, at det kan være nødvendigt at nedsætte ambitionsniveauet i løbet af vintermånederne: ”Kroppen har ikke lige så meget energi som i sommerperioden, fordi den ikke får samme mængde D-vitamin. Hvis du om sommeren løber fire gange, skal du måske skære ned til tre i vinteren.” Så selvom man ikke har den samme motivation, er det altså ikke
ensbetydende med, at man skal ligge på sofaen vinteren igennem. Normalt får vi D-vitamin via solen, men da soltimerne falder i løbet af vinteren, har mange en mangel på dette. Ved at spise især fede fisk, som f.eks. laks, sild og makrel, hvor der findes store mængder af D-vitamin, kan man komme denne mangel af D-vitamin til livs. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man til daglig spiser 350g fisk om ugen.
www.smartgrowth.org
Hvordan når jeg at motionere mens det er lyst?
Mange mennesker har kun lyst til at motionere, når det er lyst eller måske udelukkende, når det er godt vejr. Det kan nemlig være svært at finde tid til at motionere i den begrænsede lyse tid, der er i løbet af vinteren. Henrik Mikkelsen anbefaler at benytte sig af sin frokostpause til at få rørt sig. ”Det kan være rigtig vigtigt for din krop at udnytte pauserne på arbejdspladsen til at komme udenfor. Det behøver ikke nødvendigvis være motion, for det kan være nok at bruge 10 minutter af din 20-minutters frokostpause på at gå en tur i lyset,” siger han.
Når man kommer ud og gå i lyset, udsætter man nemlig sin krop for sollys, og på den måde optager kroppen D-vitamin. Man får godt nok ikke den store motion af det, men det gør en mere frisk, og på den måde mere motiveret over for at lave noget mere krævende motion i løbet af dagen.
Her kan det være en god ide at lave en indendørssport - for eksempel kan svømning anbefales, da det er en meget krævende sport, hvor man kan forbrænde de ønskede kalorier på mindre tid. Hvis man derimod har mere tid på hånden, kan fitness være en god måde at få rørt sig på. Her kan man også krydre træningen med venskab og på den måde finde motivationen.
fitnessworld.dk
”Skab et træningsfællesskab, hvor I skiftes til at minde hinanden om, at vi i dag skal ud og motionere. F.eks. ved at I skiftes til at sende en lille sød sms om, at i dag skal vi motionere og vi gør det ikke kun for motionens skyld, men også for at se hinanden,” lyder det fra Henrik Mikkelsen. I fitnesscenteret har du også mulighed for at træne på løbebånd eller cykling og på den måde træne noget af det, man ellers gjorde om sommeren. Der findes også et utal af hold, man kan tilmelde sig, som kan være med til at skabe en god variation i træningen og på den måde gøre den mere spændende.
Føler du dig stresset? Prøv yoga!
At være stresset kan også være en ting, der kommer mere til udtryk. De kortere dage får os til at føle, at vi har mindre tid til at nå tingene, og selvfølgelig kan dét, at vi rent biologisk set også er mere trætte, gøre os mere stressede. Her kan vi anbefale en hel alternativ form for motion. Nemlig yoga! Yoga er populært som aldrig før, og det er der mange gode grunde til. Den ældgamle praksis fra Indien kan spores 5.000 år tilbage, og selvom den dengang kun var forbeholdt folk i Asien, har både øvelserne og filosofien bag yogaen i dag spredt sig ud over hele den vestlige verden. ”Yoga handler dybest set om at være tilstede i det man gør lige nu og – ikke mindst – at være tilstede med et overskud af energi og glæde.” fortæller yogalæreren Angelika Schiøtz. Det, der gør yogaen speciel som træningsform er, at den både træner krop og sind. Kroppen trænes igennem de utallige øvelser, der findes i yogaen, og sindet trænes i den såkaldte meditation. Det er i meditationen, at man finder roen og kan få slappet helt af efter en hård omgang yoga. Mange har dog den opfattelse af, at yoga er en form for religiøs dyrkelse, men det behøver det slet ikke at være. Og som der tidligere blev nævnt kan det være meget motiverende at træne i grupper, hvilket man typisk gør, når man træner yoga. En anden fordel ved yoga er, at man egentlig ikke behøver mere end sin yogamåtte og sig selv. Så anskaf dig en yogamåtte ! - hvilket også kan siges at være en del billigere end et fitness-abonnement eller et årskort til den lokale svømmehal. Så find motivationen. Gå i supermarkedet og køb fisk. Tag gåturen i frokostpausen og find en god indendørssport som f.eks. yoga, og nyd en afslappende, stressfri og energirig vinter!