Gymnasieelev råber op: Jeg kan ikke trække vejret
Det hele synes som en nedadgående spiral, hvis ikke karaktererne er opadgående.
Jeg kan ikke trække vejret. Forventningerne står mig til halsen, mens mit hoved svimler med karakterer, ryggen er øm og nakken er spændt. Forventninger, jeg selv skaber, fordi min overbevisning fortæller mig, at jeg ikke er god nok, hvis ikke jeg lever op til dem. Mine arme og ben slår og sparker uafbrudt for ikke at drukne i forventningerne, men mælkesyren byder sig velkommen, og jeg kæmper for at holde hovedet over vand. Jeg er træt. Træt af at føle skuffelse, når fysikafleveringen kommer tilbage med et hav af rettelser. Træt af at føle uduelighed, når jeg ikke kan forklare lovgivningsprocessen ned til den mindste detalje. Jeg er træt af at føle mig træt, og jeg vil mærke bunden under min tåspidser.
For halvandet år siden startede jeg i gymnasiet og var klar på at lære efter et efterskoleår, hvor det faglige var nedprioriteret. Jeg var spændt på at slå hul på de tre år, der angiveligt skulle være nogle af de bedste år i ens liv. Jeg går nu i 2.g, mit hoved gør ondt, og maven slår knuder. Samtidigt med, at min hovedpine bliver dunkende, bliver knuderne til tårer, og jeg er overvældet. Overvældet med tanker om, hvad jeg skal nå i dag, i morgen, denne uge, næste uge, og hvad det vil betyde for min fremtid. Jeg skal nå det hele, og jeg vil nå det hele, men jeg har svært ved at mærke den gejst, som andre har givet udtryk for. Jeg har tabt gejsten, og i stedet føler jeg stress.
En følelse, som jeg ved, at mine medstuderende også oplever. Kigger jeg rundt i klassen, ser jeg fire timers søvn, uredt hår og fjerne blikke. Trods dette er vi ikke uinteresserede eller dovne. Vores generation er engageret og målrettet, men når ugerne består af dage med fire moduler og elleve timers afleveringer, presser vi på for at nå vores deadlines. Vi skynder os igennem én aflevering for at komme i gang med den næste, og vi har så travlt, at vores potentiale går tabt.
Men hvorfor har vi så travlt? Vi kan jo egentlig lige så godt stikke fingeren skråt op i uddannelsessystemet og lægge alt ansvaret fra os, men hvad får vi ud af det? I hvert fald ikke en uddannelse. Hvis vi ikke har en uddannelse, får vi ikke et arbejde. Hvis vi ikke har et arbejde, har vi ikke en indkomst. Har vi ikke en indkomst, har vi ikke mad og husly. Og hvilket liv lever vi så? Det hele synes som en nedadgående spiral, hvis ikke karaktererne er opadgående.
Ungdommen er et ræs om, hvem der kan komme flottest over målstregen. Det er en konkurrence om, at hvem opnår størst social succes, opretholdelse af tætte familierelationer og at score de højeste karakterer, alt imens vi skal finde tiden til at pleje os selv. Vi er alt for afhængige af vores selvbillede, og vi kredser om det, så dets facade fremstår poleret og selvsikkert. Vi pudrer næsen, skruer op for kontrasten på det næste billede til Instagram, vi vælger salaten over burgeren, og vores penge bliver til tættere sociale netværker over en latte til overpris. Realiteten er, at i sidste ende kan ikke alle få gode jobs, gode karakterer, være populær eller have den rigtige krop på én og samme tid.
Vi står i et krydspres, hvor vi bliver prikket til fra alle sider. Uddannelsessystemet presser os til at tage det ekstra A-fag, da snittet kan ganges med 1,03. De presser os til at starte på en videregående uddannelse inden for to år, da snittet kan ganges med yderligere 1,08. Vi kan ikke længere holde fjumreår med god samvittighed, og valg af uddannelse skal helst sidde lige i skabet første gang. Vi vil allerhelst vise os fra vores bedste sider, og vi gør alt for at være den bedste version af os selv. Vi bruger alt vores energi på at se godt ud. Ikke kun fagligt, men også socialt. Så meget, at vi, i vores iver efter perfektionisme, glemmer os selv.
Så hvordan skal vi overkomme presset? Det er en meget individuel sag, men personligt tror jeg på, at man er stærkere, hvis man lytter til sig selv og ikke andre. Jeg skal lade udefrakommendes holdninger glide af, og jeg skal mestre evnen i at være ligeglad, i den forstand, at jeg tager et bevidst valg om at fravælge noget, som tærer på mit selvværd. Mit selvværd er værd at respektere, og jeg er mere end et tal på papiret, end tøjmærket i nakken og antallet af likes på mit profilbillede. Jeg skal tro og stole på mig selv, for jeg er god nok. Jeg kan nå bunden. Jeg kan trække vejret.